Nu tester Aarhus robotter i byen
I de kommende måneder kan man to udvalgte steder i Aarhus møde selvkørende robotter. Aarhus Kommune tester sammen med to virksomheder, hvordan robotteknologi kan bruges til konkrete kommunale opgaver – fra ukrudtsbehandling på Vestre Kirkegård til saltning ved Dokk1.
En af Aarhus Kommunes ambitioner er, at skabe gode rammer for udviklingen af det lokale erhvervsliv. Blandt andet derfor har vi i ITK længe arbejdet på at skabe bedre muligheder for at teste udendørs selvkørende robotter i byens rum. Det er derfor, man de næste tre måneders tid kan møde selvkørende robotter to forskellige steder i byen.
Ukrudtsrobot på Vestre Kirkegård
Virksomheden Heibjerg Aps tester, hvordan en robot sikkert og præcist kan håndtere ukrudt på grusarealer og kanter på Vestre Kirkegård.
Her bruger de en af Aarhus Kommunes robottestzoner. Testzonen giver en afgrænset ramme, hvor robotten kan afprøves under virkelige forhold med skiftende vejr, underlag, omgivelser og mennesker – samtidig med at man kan opbygge erfaring med, hvordan robotter kan fungere i byen.
Læs mere om Test med ukrudtsrobot
Saltrobot ved Dokk1 og havnen
Capra Robotics tester en saltrobot for at undersøge, om robotteknologi kan understøtte kommunens vintertjeneste.
Før robotten kan gå i gang med selve saltningen, skal den bruge sine indbyggede sensorer til kontinuerligt at scanne og mappe omgivelserne, så den har et præcist digitalt kort over ruten. Testen giver mulighed for at undersøge, hvordan en robot kan indgå i en eksisterende kommunal opgave og bevæge sig i et område med mennesker og almindeligt byliv.
Læs mere om Test med saltrobot
Vi tester ikke kun robotterne
Når robotterne kommer ud i byen, handler det ikke kun om, hvorvidt de kan løse deres opgave.
"Vi undersøger også hvad det kræver at få robotteknologi til at fungere sammen med kommunens eksisterende opgaver og arbejdsgange og ikke mindst, hvordan oplever borgerne, at robotter bliver en del af deres by. For virksomhederne er det en mulighed for at få teknologien ud af laboratoriet og afprøve den i virkeligheden," fortæller Julie Whyte Kelstrup, der er en af projektlederne i ITK, der arbejder med robottestzonerne.

Byen som testfacilitet
De to tests et vigtigt skridt i arbejdet med at bruge Aarhus som testfacilitet for ny teknologi.
"Robottestzonerne er en del af den infrastruktur, der gør det muligt at skabe rammer for, at virksomheder kan teste deres robotter i virkelige omgivelser. Her kan vi koble teknologi sammen med konkrete kommunale behov og blive klogere på, hvad der skal til, når en robot skal gå fra testmiljø til virkelighed," siger Julie Whyte Kelstrup.
Læs mere om Aarhus City Lab her
Fakta:
Heibjerg modtager som del af projektet støtte fra kommunens grønne investeringspulje, som fremmer klimavenlige løsninger. Derudover er begge testforløb støttet af EU-projektet CitCom.ai, der hjælper byer og virksomheder med at teste og udvikle AI - og robotteknologi i virkelige miljøer.