Fra problem til produkt på fem dage: EU-projekt i ITK laver designsprint
På vegne af EU-projektet BIPED har et projektteam i TechLab, ITK, i november 2025 gennemgået et designsprint faciliteret af Center For Innovation i Aarhus.
”Megafedt, lærerigt – og hårdt!”
Sådan kan et designsprint, ifølge projektleder Iben Uldahl Søndergård fra TechLab i ITK, opsummeres. Tilbage i november 2025 havde hun sammen med sin med-projektleder Johanne Bräuner Nygaard Hansen samlet et team og ryddet kalenderen i en uge, for at sætte al tid af til at fordybe sig i et designsprint for deres EU-projekt BIPED.
Hvordan kan vi komme fra tanke til handling på kort tid?
”Vores opgave i BIPED-projektet er at lave et såkaldt ”LivingLab” – en række innovationsaktiviteter, hvor relevante aktører involveres for at udvikle og teste løsninger i virkelige omgivelser. Det er en ret kompleks opgave, og vi oplevede i vores team, at vi havde svært ved at rykke på noget. Så tænkte vi: Hvordan kan vi komme fra tanke til handling på kort tid?", fortæller Iben Uldahl Søndergård.
Derfor rakte teamet ud til Center For Innovation i Aarhus (CFIA), som også er en del af ITK. Sammen blev de enige om, at et designsprint ville være den rigtige vej frem for projektet på daværende tidspunkt.
Hvad er et designsprint?
Designsprintet er en metode udviklet af Jake Knapp og hans daværende team hos Google, og den går kort sagt ud på, at man på én arbejdsuge skal gå fra problem til testet løsning. Metoden består af et stramt program, hvor hver dag er dedikeret til hver sit fokus: 1) Definér problemet, 2) Idéudvikling, 3) Vælg idé, der skal arbejdes videre med, 4) Byg en prototype på løsningen og 5) Test.
Det er en meget opskriftsbaseret metode, som taler ind i hele ”fail faster”-bølgen: Byg og test løsningsidéer hurtigt og tidligt, så du hurtigere lærer, om I er på vej i rigtige retning – FØR der investeres store beløb i at udvikle den endelige løsning.
Det stærke ved et designsprint er, at man samler en gruppe, som meget dedikeret fordyber sig sammen om noget - uden forstyrrelser.
”Det stærke ved et designsprint er, at man samler en gruppe, som meget dedikeret fordyber sig sammen om noget. Der er ingen forstyrrelser i form af mails eller smalltalk med andre kollegaer – man er sat i nogle rammer, hvor der er en tydelig struktur og klare roller – og hvor der er nogen, der faciliterer gruppen gennem processen, så gruppen kan fokusere på indholdet og ikke formen,” forklarer innovationskonsulenterne Stine Vilhelmsen og Helene Lindbjerg, der sammen faciliterede designsprintet.
Enormt stort idékatalog
Formålet med et designsprint er ikke at komme frem til den eneste og bedste løsning – men i højere grad at blive klogere undervejs, så man efterfølgende kan bruge sin læring og arbejde videre mod den mest værdifulde løsning.
”Vi står ikke med det, vi havde forestillet os som slutprodukt, men vi har været igennem kæmpemeget arbejde og har et stort idékatalog med input til, hvad man ellers kunne gøre,” fortæller projektleder Iben Uldahl Søndergård og uddyber:
”Næste skridt for os er at få kigget på alle de idéer, vi fik i sprintet. Ligger der noget, som vi ikke opdagede eller nåede at arbejde med i løbet af ugen? Og så skal vi have gennemgået den feedback, vi fik fra testen af prototypen, så vi kan tilpasse den og teste igen.”
BIPED’s LivingLab skal etableres som en lang række aktiviteter de næste 6 måneder i Brabrand, som er BIPED’s testområde. Projektet løber indtil december 2026.
Vil du vide mere om BIPED-projektet? Så ræk ud til Iben eller Johanne.
Iben Uldahl Søndergård
Telefon: +45 41 87 29 01
E-mail: ius@aarhus.dk
Johanne Bräuner Nygaard Hansen
E-mail: hjobr@aarhus.dk
Vil du høre mere om mulighederne for at lave et designsprint sammen med Center For Innovation i Aarhus? Så ræk ud til Stine.
Stine Vilhelmsen
E-mail: vstm@aarhus.dk