Gå til hovedindhold

ITK på Robot Games Festival 2022

I anledning af Aarhus Festuge besøgte ITK Robot Games Festival 2022, med et udvalg af kommunens robotter.

  • Læs op

Indhold

    ”Hallo, de har robotter derovre, de er mega syge!”

    Et udvalg af ITK’s robotter kom i anledning af festugen forbi Robot Games Festival 2022, som bliver afholdt i Byparken foran Rådhuset.

    En af dem er Unitree Go1, en firbenet robotplatform, som til forveksling ligner en lille hund. Robotten fik også et rigtigt navn af publikummet: det mere mundrette ’Bella’.

    ”Er det din hund? Kan den løbe hurtigt? Kan den give pote?” var nogle af reaktionerne på Bella, som blev grundigt beundret og klappet af både børn og voksne. Bella viste sig desuden at være lidt af en cirkushund – den kan gøre kunster som at rulle rundt, stå på bagbenene, hoppe, tigge og give pote.

    Det yngste medlem af kommunens robotflåde var også ude på asfalten. Det drejer sig om den såkaldte Skodrobot, som er en prototype der selv kan køre rundt og med et lille kamera identificere cigaretskodder, som den suger op med en støvsugerslange. Skodrobotten kan også styres manuelt, og det kan godt betale sig – der er nemlig slik på højkant når man har hjulpet robotten med at finde skodder på kørebanen. Skodrobotten er udviklet i samarbejde med Odense Robotics og blev fremvist af Jesper Algren.

    Endelig var der Norma, som er en humanoid robot der kan genkende ansigter og føre samtaler.

    Robot Games Festival afholdes af AdventureLAB Studio og Institut for Datalogi, Aarhus Universitet.

    Festivalen byder desuden på Robot-Bob, Robot-sumo og andre aktiviteter med fokus på teknologi og leg. Primus motor bag Robot Games Festival er Hans Klysner, som også tilbyder teambuilding med afsæt i robotter. Hans Klysner har tidligere samarbejdet med ITK til Kids City Lab, hvor han var sprechstallmeister og organisator for dagsaktiviteten LEGO sumo-robotter.

    Sidst opdateret: 5. oktober 2023