CitCom AI
Et europæisk udviklingsprojekt der skal fremme test af AI og robotter i byer og samfund

De første europæiske Test-and-Experimentation-Facilities (TEF’er) for AI blev lanceret i foråret 2023. I en TEF kan virksomheder i EU nemt og effektivt få adgang til at teste deres AI-baserede produkter inden for f.eks. sundhed, produktion, landbrug, mobilitet og energi.
TEF’erne er en EU-satsning på 1,65 milliarder kroner og sætter fokus på udviklingen af ansvarlig kunstig intelligens (AI). Det indebærer at der skal opbygges en permanent facilitet, hvor virksomheder kan få adgang til at afprøve og eksperimentere med AI-baserede produkter.
Der er etableret fire TEF’er med hver sit fokusområde. Det er Agrifood, Health, Manufacturing og Smart Cities and Communities, hvor sidstnævnte er omdøbt til CitCom.ai.
Ansvarlig AI
ITK bidrager ind i CitCom.ai med at konkretisere byens udfordringer og ved at arbejde for at stille byens rum til rådighed for virksomheder, der ønsker at teste AI eller robot-løsninger.
På den måde kan virksomheder spare udviklingstid og omkostninger, og rekvirenterne – såsom de danske kommuner – kan få udført forhåndstjek af AI-baserede produkter, som ellers ofte kan være uigennemskuelige. Det skal give afkast i form af hurtigere innovation og bedre konkurrenceevne, baseret på ansvarlighed og sikkerhed indenfor kunstig intelligens i EU, som udgør verdens største marked.
TEF'erne skal ses i sammenhæng med den øvrige lovgivning fra EU, som tilsvarende har til formål at fremme en etisk og ansvarlig brug af kunstig intelligens, herunder AI Act, AI Liability Directive og Interoperable Europe Act. Her skal TEF'erne navnlig være med til at sikre, at der også er fart på innovationen, og at de europæiske virksomheder har en høj konkurrenceevne samtidig med, at etik og ansvarlighed for AI-baserede produkter til kommuner og regioner sikres.
Partnere og periode
I projektet er der i alt 28 partnere fra 11 lande fordelt på blandt andre GTS’ere, videns- og forskningsinstitutioner, byer, offentlige organisationer og nonprofitorganisationer med interesse i klima. Projektet løber indtil slutningen af 2027.