CityShark
En flyvende drone vil finde oliepletter på vandet og give besked til den sejlende drone, der sejler ud og samler olien op vha. en olieskimmer.
Omdrejningspunktet for CityShark-projektet er at teste kombinationen af forskellige teknologier til at løse opgaver med affalds- og olieopsamling i Aarhus Havn, ved hjælp af kamerateknologi og machine learning.
Projektet arbejder for at skabe nye løsninger, der kan spilles ind i Verdensmål 14 – Livet i havet.
Projektet baserer sig primært på et netværk af droner på vandet og i luften, som sammen skal detektere og opsamle spildt olie i havnebassinet og regulært affald, der driver fra åen og ud i havnebassinet.
Ved hjælp af kamerateknologi og machine learning vil en flyvende drone finde oliepletter på vandet og give besked til den sejlende drone, der sejler ud og samler olien op vha. en olieskimmer. Ved at anvende TAPAS-netværket i Aarhus kan de to droner meget præcist lokalisere både oliepletter og hinanden og på den måde arbejde sammen om at skabe et renere havnemiljø.
Når de to droner ikke arbejder sammen om at finde og indsamle olie vil SøRen – som vanddronen er døbt – sejle rundt i havnebassinet ud for udløbet fra Aarhus Å, og indsamle det affald, der kommer fra åen. Ved hjælp af en "drone-optrækker" kan den hentes på land, tømmes og lades op, inden den igen skal ud i vandet og samle affald.
Løsningerne skabes i et internationalt projektsamarbejde mellem ITK, Aarhus Havn, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, Ranmarine (NL), Økosafe (DK), Kinetica (US) og Oracle (US).